"Den glemte tyv" en lille fortælling af pHK 2022

 

Den glemte tyv

 

af Palle Høgild Koivalo

 

2022

 

Niels Henrik havde længe været sengeliggende i en kortere periode på cirka fem til syv dage. Det var en Influenza, der havde slået til. Navnlig i hans tilfælde og set ud fra hans almene sundhedstilstand var der dog ingen fare på færde. Han var dog i en let undervægtig tilstand. Men det var ofte almindeligt hos børn på denne samtid kun at bære på de kilo, der var nødvendige for en krop i vækst. Trods alt og set i lyset af den almene sundhedstilstand lige efter krigen i 1940 til 1945 var børn i almindelighed ikke generelt overvægtige på nogen måde. Trods alt kunne Niels Henrik kunne dog godt bære på et par kilo mere på sin krop. Dette ville også gøre underværker samt styrke hans modstandskraft for eventuelle andre sygdomme, der florerede på denne samtid.

På denne baggrund kunne denne influenza, som Niels nu havde til draget sig, ganske givet have været lettere samt hurtigere at kunne fortrænge. Men i hans svaghedstilstand der havde influenzaen nu et mere frit spil til at kunne udfolde sig.  

Selvom der havde været fem krigsår forud i hans livsbane, var der ikke mange i den danske befolkning, som havde lidt nogen større hungersnød på mangel af mad. Set det hele i et større perspektiv og i forhold til de andre europæiske lande. Her gav rationeringen af fødevarer helt andre følgevirkninger på ungdom, der nu voksede op.

Nej; her i Niels Henriks tilfælde var han allerede fra sin tidlige opvækst blevet født ret svageligheds tegn af hele sin kropsbygning og fremtoning. Tja! ikke ligefrem nogen stærk dreng af styrke og fylde var han på nogen måde.

Selv havde Niels for nogle år siden skiftet skole i forbindelsen med flytningen fra Vanløse til Sorgenfri. Så var trods alt nu kommet op i femte klasse. Det erkendes at han var egentlig en ret tynd dreng, men havde stabiliseret sig gevaldigt i sin sundhedstilstand indenfor de sidste skole år. Kundskabsmæssigt lå han i den lavere ende af skalaen med at kunne tilegne sig det skolemæssige stof. Han fik heller aldrig tilbud om hjælp fra forældrenes side så han kunne indhente det tabte terræn. Denne kundskabspulje var for længst forsvundet allerede i hans andet skoleår. Usikkerheden havde stille sneget sig ind og der gemte sig en vis frygtsomhed, men dette holdt han helt for sig selv.

Niels Henrik havde allerede boet tre steder i sine første levede år. Så denne barnlige basis af Niels Henriks landskab og adfærd, fra førskolealderen i hans tilværelse var allerede blevet til noget næsten glemt og ufortalt. Gemt af ydre, men i det inderste af Niels Henriks liv og selvforståelse var der et stærkt voksende savn.

Der voksede til stadighed og i en dyb længsel op efter at se sin fødeby igen og igen. Noget han, med sit indre blik, ofte så for sig og ligefrem digtede små ønskedrømme om. Men ingen i hele hans nære familie nævnte eller fortalte ret meget om denne tids epoke. Om den gang da han havde levet sine fem første år af sit liv i en lille sydsjællandske provinsby. Der hvor det eviggyldige Gåsetårn i Vordingborg by stræbte sig op imod himlen og var blevet symbolet for eventyrets begyndelse og til en længsel ved det evige savn. Derved var han selv blevet umærkelig tavs. Undertrykte stille sin længsel efter familiære kontakter. De kontakter der blev tilbage i den levede barndomsby og fødeby. Som den eneste af de tre brødre, havde han ligeledes gået i en børnehave i samme by. Først Børne Asylet i Torvestræde og senere nede ved engen med udsigt til borgruinerne. Ved en pludselig flytning på grund af nogle politiske uoverensstemmelser i denne samtid var det alt afgørende at Niels Henrik med familie forlod byen hurtigst muligt. Alt andet var ikke muligt, hvis det hele ikke skulle udvikle sig til et livsafgørende sammenstød med familiens omgivelser.

Nu lå Niels Henrik der på sin egen seng.  Med en lettere feber, der havde givet ham rig lejlighed til at lade sine tanker gå på vandring til de ukendte landskaber. Her på disse fantasifulde stier fik han en lettere indsigt i erindringernes store billedbog. Selv om han endnu var så ung af livets begyndende år var det værdifulde stunder der strømmede ham i møde.

Ofte drømte Niels Henrik om alt og dog blev der intet af den grund sat på plads eller på anden måde haft virkning til nogen forklaring. Det havde også været vanskeligt at forstå om alle de givende sammenhæng for Niels Henrik som ikke forstod sig på hverken politik, magt og ære.

De sidste tre begreber havde også været under et stærkt folkeligt pres i det hele taget de sidste fortløbende krigsår.

Selv en dreng på elve år havde nok en eller anden opfattelse af begrebet ære. Men for Niels Henrik var det hele efterhånden blevet til et let udvasket begreb. Det var nok i sidste ende de voksnes adfærd og den brutalitet tiden havde givet, der forskubbede hans selvopfattelse om begrebet ærlighed og uærlighed. Sandhed og fortielse. Vold ikke vold.

Frygten ligger altid gemt i et hvert forhold også til Niels Henriks skolelærer. Fordi han i bund og grund ikke stolede på de voksnes adfærd. Han vidste, at de havde magten og udøvede den med afstraffelse og med en styrke uden indsigt i hvad der inderst inde berørte Niels Henrik. Altid brugte han   energi på at undgå nær kontakt på nogen måde i en eller anden straffende situation. Det var ikke smerten der var det værste. Nej! det var optakten til afstraffelsen. Muligheden gav dette voksende tomrum af ligegyldighed til de voksne. Fordi Niels Henrik var for længst holdt op med at stole på de voksne. Derfor var hans drømmerier hver eneste gang en indbygget redningsplanke for hans eget livet. Måske var det også derfor han klamrede sig til denne barndommens erindring. For at fortidens hukommelse ikke skulle forsvinde ud af hans barnlige landskab. Meget kunne der fratages ham, men hans drømme, dem skulle de voksne på ingen måde røre ved eller på komme til kendskab af under nogen omstændigheder. Og slet ikke udviske dem.

Nu når han lå her på sin sygeseng med en slem influenza. Så var der rigelig af tid og mulighed til at bevæge sig i dette landskab, der var blevet hans fastholdende drømmefelt for sikkerhedens grundlaget af hverdagens formåen.

 

Få dage efter havde feberen langsomt fortaget sig og skolegangen kunne igen genoptages. Forårets skarpe sol lokkede enhver optimisme frem set fra en halvtræt skoledreng, der havde mistet lidt af troen på sig selv. En forud ventende skoleferie var også med til at stabilisere håbet for at noget blev bedre. Niels Henrik har aldrig skulket fra skolen eller udeblevet fra undervisningstimerne endnu. Det var han simpelthen fra frygtsom til at effektuere for sin egen redningsplan. Han havde for længst valgt tavshedens vej. Ikke at gøre sig bemærket på nogen måde. Han var dissideret bange for al form af sportsudøvelse, der altid ville kræve kamp mellem to parter og udpegede vindere samt tabere. Det sidstnævnte var han sikker på var hans rolle, da han inderst inde følte sig som taber i alle givne til hørelses forhold og samtlige situationer. At være taber i et sportslig forløb var derfor et uoverskueligt tiltag, som han holdt stor afstand til og med god grund. Der var ingen grund til at han skulle skilte sig med ”Taberbegrebet” på sin egen person. Aldrig havde nogen rigtigt fejret ham følte han det ofte på mange måder.

Niels Henrik erindrede tydeligt, at han ved den eneste og sidste fødselsdag, der blev holdt for ham da han var otte år gammel og gik på Kirkebjerg skole en skole der ligger i Vanløse ved København. Her blev der holdt en eneste fødselsdagsfest for ham og hans store bror.

I året 1945 gik han i 2. klasse og fik ved denne anledning lov til at invitere nogle skolekammerater med til sin fødselsdag. Det blev dog kun til to kammerater fra hans første skole. Han fik Flemming Madsen, der boede alene med sin mor og Jørgen Mersebak, glarmesterens søn fra Ålekistevej.

Den anden fødselsdags erindring Niels havde var flere år senere. Hvor naboens datter gav Niels Henrik et æble. Altid vil han derfor huske hendes navn som var Ketty. De gik begge på Virum skole.

De to skoleforløb gav ikke de optimale håb og vakte ikke de store fremtids drømme frem i Niels Henriks indre sind. Hans lille harmonika var ofte den redning, der gav resultatet for at holde den indre ro og stabilitet sammen i sin barnlige selvopfattelse. Musikken var ofte hans redning.

 

Men nu var han på vej til skole efter morgenmadens indtagelse. Morgenmaden bestod altid i form af rå grov malede havregryn med mælk oven på, Meget lidt sukker blev drysset ud over det hele, for at forsøde morgenmaden og tilværelsen på en letsindig måde, der dog på ingen måde ville gøre skade. Dette set ud fra datidens forhold til søde sager. Familien spiste aldrig morgenmad sammen.

 

Vel ankommet til den fælles skolegård, hvor drenge og piger var blandet der satte Niels Henrik sig ned på en af bænkene i skolegården og fik snakket lidt med Bjørn Olsen. Stille beundrede Niels Henrik Bjørns skoletaske, som blev kaldt ”Et Tornyster” der kunne hænge ubesværet på en drengeryg. Der var ingen børn, på denne samtid, der brugte rygsæk som skoletaske. Dette var faktisk et ukendt fænomen. Em rygsæk henhørte til spejderlivet. Bjørns Tornyster var beklædt med sort bjørneskindsagtigt overtræk, Niels syntes det passede så godt til Bjørns navn. Bjørns bror Hans Christian havde ligeledes samme skoletaske som model. Bjørn og Niels Henrik legede aldrig samme i deres fritid og det var egentlig underligt.  Til gengæld havde Niels fået kontakt til drengen Willy der boede over på Hummeltoftens Børnehjem. Begge de to drenge havde fået den ide at holde kaniner sammen og over på dette børnehjem hvor de havde mange kaninbure. Det vær nærliggende for de to drenge, at holde kaniner sammen. Der på børnehjemmet kunne Niels Henrik snildt have sine to kaniner gående. Willy var den eneste, der besøgte Niels af og til og det var godt at kende nogen, man kunne tale fortroligt sammen med. De to drenge byggede hemmelige huler over i skoven eller oppe på et glemt loftsrum. Der var ovenover en gammel hestestald. Sidebygningen af selve hovedbygningen, en gammel hestestald, der netop var et godt beliggende sted på Hummeltofte børnehjem til hule aktiviteter.

 

Netop den første skoledag, efter Niels Henriks sygdoms periode, skulle drengene i klassen have to sammenhængende sløjdtimer og det var henlagt til sidst på dagen.

Pigerne havde håndarbejdstime på dette område var drengene og pigerne adskilt i undervisningsforløbet. Helt ukendt med håndarbejde blev drengene dog ikke. For et år i semesteret skulle drengene også have håndarbejde. De skulle lære at sy knapper og lave knaphuller i tøjet. Samt at stoppe strømper.

Det var netop dette år og på denne dag, hvor Niels Henrik navnlig lod mærke til efter sit sygefravær, at pigerne havde udviklet sig og med en ret stor hastighed til et udseende, der skabte ekstra opmærksomhed hos drengene. Nogle af pigerne havde fået nu pludselig fået små bryster foran i deres cardigan trøjer. Der var netop kommet en ny pige ind i deres klasse, medens Niels havde været væk på grund af sit sygefravær, som Niels Henrik i stilhed navnlig lod mærke til. Hun havde noget, der tiltrak hans egen indeklemte kropregister med stor opmærksomhed. Hun havde en fin grøn stramtsiddende trøje på. Fra den dag betød farven grøn noget helt særligt for Niels og mange år fremover.

I gymnastiktimerne begyndte drengene så småt at snakke om alt det, der er vedrørende pigerne og deres udvikling af deres kropsbygning og former. Det vil sige pigernes begyndende attributter havde en voksende og umærkelig tiltrækningskraft på alle drengene. Følelser der for et år siden tidligere var et helt ukendt begreb for alle drengene, var nu en begyndende faktor i forbindelse med deres udvikling.  Noget som ellers lå helt udenfor Niels Henriks sprogbrug og opfattelses evner var nu ved at blive vækket i forbindelse med hans udvikling.

Nogle gange brugte og udtrykte nogle af hans jævnaldrende skolekammerater sprogbegreber, som Niels overhovedet ikke forstod. Han var ikke ligefrem den dreng, der lå forrest i det felt af hvad kropsligudvikling og seksuelt ordforråd kunne gives udtryk for. Niels var simpelthen endnu ikke nået frem til den rette sammenhængs- og begrebsverden af dette udviklingsforløb.

Alle drengene udviklede sig på denne tid med forskellige hastigheder. Men nu begyndte der langsomt en spiring og en voksende nysgerrighed hos ham, at blive vagt til live i hans egen krop. En ny tidsalder for en dreng som Niels var netop nu begyndt.  På ingen måde nogen form for omtale i det sociale rum, hvor han hidtidig havde bevæget sig og slet ikke med hans forældres støttende dialog. Ingen kom med vejledning eller nogen forklaring på nogen måde. Nej ingen tilkendegivelser fra de voksnes siden om, det der skete og var under udvikling, når man blev en lidt ældre dreng. På denne tid var der intet der hed seksualundervisning i skolen.

Kort og godt, Niels Henrik var som en spirende dreng i den begyndende voksealder, helt alene på livets rejse, når hormonerne skifter karakter og giver sig til kende på forskellige måder. Rejsen var begyndt for ham ind i den seksuelle vækkelses etape af en drengekrop. Et helt ny og kommende afsnit af sit fremtidige liv.

 

Livet leves i små nærværende ryk, som Niels Henrik ikke helt var opmærksom på. Men da han kom tilbage til skolen efter sin sygeperiode med dette influenza angreb, hvor han sengeliggende havde haft rig lejlighed til at finde den indre ro og tænke over de små hændelser. Da var han særlig åben for at stoppe op ved konfrontation over sit liv og omgivelsernes hastig udvikling. Navnlig da hans øjne blev åbnet overfor pigernes begyndende forandring. Han havde for øvrigt længe været opmærksom på, at han i sin egen forunderlige forandring fra dreng til pubertetsalderens pågående tiltag, hvor blandt andet hårvæksten ved hans kønsorganer var langt bagefter i udvikling, set i forhold til de fleste drenge i hans klasse. Forskelligheden var påfaldende og ret tydelig. Det var ikke noget dreng og dreng i mellem diskuterede på nogen måde. Man iagttog stille og roligt forandringerne. Alle observerede det i sine daglige betragtninger og følte ingen problemer ved, at hastigheden hos ens egen udviklingsforløb ikke havde den samme som hos de andre.

 

Nils Henriks tidligere skolegang på Kirkebjerg skole i Vanløse. Her havde han været bekendt med, at denne skole havde en kønsopdelt skole. Både i klasserne og skolegården- Her på Virum skole var alle elever blandede med undtagen af de målrettede skolefag, der på denne datid var strengt opdelt som f.eks. håndarbejde, sløjd, fodbold.

De sidste to timer var på denne skoledag efter hans sygefravær altså sløjdtimer. To sammenhængende undervisningstimer i sløjdlokalet, der befandt sig i kælderen med et fenolbelagt brunt kedeligt kældergulv.

 

Lige før han blev syg af denne kraftige influenza, var hele skoleklassens drenge i gang med at bygge et lille træhus, hvor sløjdlæren omhyggeligt havde vist tegninger om hvorledes, denne lille husmodel skulle konstrueres og ligeledes blev alle målene gennemgået. Eleverne havde fået udleveret materialet og der blev målt og beregnet. Tegnet med blyant. Rigtig mange streger på træet, der i nær fremtid skulle udmønte sig til et lille bjælkehus.

Da Niels Henrik kom hen til sin høvlebænk med sit lille træstykke og de mange streger, der var tegnet på træet som han skulle save efter, da vidste han omgående, at han var langt bagefter i tid for sin produktion og udførsel af at kunne nå målet til en færdiggørelse og et resultat ”Det lille Hus”.

Alle de andre elever havde for længst i uge før, hvor Niels Henrik havde været fraværende på grund af sygdom.

Der havde alle eleverne allerede nu savet de fleste træstykker ud og ligeledes begyndt at samle huset med de mange spidse søm, der skulle fastsømmes i alle enhederne. Det var ikke en let opgave, hvis det skulle se godt ud og passe sammen. Huset kunne let blive helt skævt, hvis der blev sjusket med arbejdet ved udsavningen af træstykkerne.

Niels Henrik tabte helt optimismen og humøret, samt tiltroen til at kunne nå alt dette arbejde og på nogen måde at kunne indhente det forsømte. Hele tiden var der elever der også skulle have hjælp og forklaringer oppe hos sløjdlæreren. Alle var ivrige og med deres målrettede blikke savede de forsigtigt uden at presse deres håndsav til uhyrligheder. Hvis de gjorde dette, ville selve savsnittet hurtigt blive skævt og ikke holde sig til blyantstregens ret visning om, at pindene kun skulle være en centimeter i tykkelsen. Hvis der opstod afvigelser ved udsavningen, ville det senere give kontant afstraffelse i form af at træstykkerne ikke ville passe sammen. Niels gik rundt og så på, hvorledes de andre elever udførte deres arbejde for at få et fif om der skulle være genveje til en letter form for udsavning af træstykkerne. Men hurtig blev han modløs og fortabt. Hver gang og ret hurtig var håbløsheden indtrådt af dette byggeprojekt. Sløjdlæreren var ikke til megen hjælp.

 

Da de to sløjdtimer var færdige var Niels Henriks hus kun blevet tredjedel færdig, medens alle de andre snart skulle afslutte bygningen af deres huse med et tag. Denne afsluttende eftermiddag ændrede Niels Henrik sin selvoplevelse i den trængte situation og begyndte nu at overskride sin egen selvopfattelse om begrebet ret og uret. Om opfattelsen af dit og mit. Fortvivlelsen over at være sat udenfor fællesskabets samhørighed var helt ophørt.

Han følte at alle havde nok i sig selv. Ingen forstod hans ulykkelighed over at være bagefter og i tidsnød. Ingen hjælp var i sigte om at begribe det der nu skete inden i Niels. Umærkeligt med den forunderlig fjerne stemning der ville få ham   til selv at gribe til en yderliggående handling, som han næppe selv fattede konsekvenserne af. En underlig følelse voksede sig langsomt inde i hans brystkasse, som på ingen måde kunne styres eller forklares i nogen fornuftig retning. Niels befandt sig i en rationel løsningsmodel uden baggrundstanker om de andre elevers selvtilfredse arbejdsfunktion og synliggjorde arbejdes resultater.

 

Ved næste uges to sløjdtimers begyndelse så Niels Henrik at Stig Volmer, der stod og havde sin høvlebænk to pladser fra Niels Henriks høvlebænk. Der så Niels straks at Stig virkelig var langt fremskredet med en færdiggørelse af sit hus.

 

I et snuptag gik Niels Henrik over til og Stigs hus, idet Stig Volmer et kort øjeblik havde forladt sin sløjdbænk. Og på det helt rigtige tidspunkt for Niels var det for at kunne stjæle hans hus uden nogen bemærkede denne overskridende handling.

Hurtig adskilte Niels dette stjålne hus stykke for stykke. Samtidig havde Niels Henrik også adskilte sit eget ufærdige hus. Hurtigt havde han smidt sine egne materialer væk. Helt op på den øverste hylde, ude på det bagerste lagerrum han vidste ingen ville komme.

Da Stig Volmer kom tilbage, opdagede han straks, at hans hus var forsvundet og gik da rundt og ledte efter det. Måske med den tanke at han havde forlagt sit hus i en ubevidst situation. Men hurtig vidste Stig med sig selv, at dette ikke var tilfældet. Stig var nok klassens mest pertentlige dreng, næsten lidt nørdet, så dette kunne aldrig ske. Han gik straks op til sløjdlæreren og bad om hjælp. Nu var der ingen vej tilbage for Niels Henrik. Han havde anbragt sig totalt på en gyngende grund af usikkerhed, hvor begærligheden havde styret hans frække tiltag i at stjæle et hus fra en anden skoleelev.

Niels vidste med sig selv, at usikkerheden og nervøs adfærd ville afsløre ham, så han måtte hurtig bearbejde sin tiltro på, at han kunne skjule sit forehavende. Lidt efter bad sløjdlæren om ro i lokalet. Alle holdt inde med deres sløjdarbejde og lyttede. Sløjdlæreren fortalte at Stigs husmodel var bortkommet og alle nu skulle se efter om de kunne finde det i sløjdlokalet. Hjertet bankede med så høj en kraft i Niels Henriks brystkasse, at man næsten skulle tro, at der var anbragt en hammer inde ved Niels Henriks inderste del af brystkassen og snart ville banke sig ud. Nu gjaldt om at holde ud og virke totalt ligegyldig. I fællesskabet tilmålte afstand begyndte Niels Henrik også at lade som om han også ledte efter Stigs husmodel.

 

Den største løgn og det største selvbedrag var nu sat i gang hos en skoledreng i hans tilværelse, der afspejler ham selv i det selvskabte verdensrum og fremtidige selvopfattelse.

Hvorledes kunne det hele gå således til?

Hvad fik ham til at begå denne handling?

Det må være følelsernes uberegnelighed. De uransagelige veje af et begreb, der næppe kan forklares. Ofte bruges det som undskyldning, når ens egne handlinger ikke længere kan forsvares eller slår til i en identitetsudviklings forsnævrede miljø. Når følelserne i en eller anden form har sluppet nærværelsen til kroppens daglige fornuft.

Når en dreng har mistet sin kontakt til sig selv i visse sammenhæng eller når noget ikke er i balance i hans daglige dag. Men der er egentlig ingen undskyldninger for den givende handling.

Den værste prøve var den gang da sløjdlæreren sammen med Stig gik fra høvlebænk til høvlebænk. For sammen skulle de to se om Stig Volmers husmodel var havnet på en andens skoleelevs sløjdbænk. Et sted hvor det slet ikke skulle være.

 

Langsomt gik Stig og sløjdlæreren fra bænk til bænk. De gav sig god tid til nøje at undersøge hvert eneste hus.

Niels Henrik blev helt fortættet inde i sig selv, som et kloakrør der var forstoppet. Alle eleverne stod ved deres pladser. Helt stille stod de og som de havde fået ordre på af sløjdlæreren. Alle fulgte nøje med hvad der skete. En kvælende stilhed bredte sig langsomt frem i hele rummet. De stirrede på dette optrin og alt virkede totalt uvirkeligt i dette fortættet rum.

Hver eneste gang Stig og sløjdlæreren stod ved en af alle de gennemgående sløjdbænkene der en for en nøje blev undersøgt da rystede Stig Volmer kanske stille og forsagt, i al sin afmagt med sit hoved, som tegn på at dette hus han så på ikke var hans hus. De gik begge videre, stille og roligt, sammen Stig og læreren til den næste elevs plads og dennes sløjdbænk.

 

Nu var de ganske nær til et kontrolbesøg ved Niels Henriks sløjdbænk. Alt var bogstaveligt sat på et bræt, hvis man kan bruge dette akavet udtryk og i en så prekær situation. Nu stod de på dette øjeblik i denne yderliggående situation ved Niels Henriks høvlebænk og beskuede hans Husmodel, der stod der helt alene uden nogen form for beskyttelse eller kamuflage af nogen art.

Længe dvælede Stig ved dette hus. Niels Henrik kunne se usikkerheden vokse i Stigs øjne og han rystede på hovedet lidt efter, der gengav denne benægtende attitude af, at det ikke var hans hus. Stig og sløjdlæreren gik videre til næste høvlebænk.

Aldrig nogensinde havde Niels Henrik været så lille og fortættet af frygt for at blive opdaget i sit liv sit forræderi. Niels Henrik havde brændemærket sig for livet i dette øjeblik. Altid og resten af hans liv ville denne handling og dette helt uacceptabelt tiltag blive glemt. Overtrædelsen af Guds love: Du må ikke stjæle eller loven om at du ikke må begære din næstes ejendom eller hustru. Den sidste lovbestemmelse, om begæret er den sværeste. For menneskeheden har det svært med begrebet at de næsten ikke kan overholde dette bud.

 

Hvis begærets lov ikke kan overholdes, kan ingen af alle de andre ni Guddommelige bud på nogen måde overholdes. Niels Henrik havde stadfæstet sin egen livsdom og denne dom ville følge ham resten af livet. Aldrig ville han kunne diskutere eller kunne tilkendegive hans egen hemmelighed over at have overtråd Guds bud. Du må ikke stjæle. Han måtte for evig bære denne usynlige smerte. Der ikke på nogen måde kan frigøres ved andres hjælp. Det var for livet af hans mellem vær af den indre morale og det følelsesmæssige liv, der resten af hans liv skulle udmøntes i sagtmodighed.

Hvad betyder så sagtmodighed? Det betyder at være mild og i stilfærdigheden og uden at protestere eller beklage sig. Niels Henrik vidste ikke noget om denne dom med det samme. Sagtmodighed er noget, der vokser som den sidste redning i den ukrudtsmark af ham selv. Men i al sin ubetænksomhed havde han selv tilrettelagt det således.

Som den gode landmand der godt ved, at ethvert jordstykke han er ansvarlig for, skal han daglig være parat til at holde ukrudtet nede og marken helt ren fra urenheder. Hver eneste dag i billedlig forståelse, skal markerne rengøres, så ukrudtet ikke får overtaget og tilintetgør afgrøden. Den menneskelige afgrøde er mere end overlevelse og mad. Den indeholder også muligheden for forståelse, livssyn og udvikling til vejen for et indre guddommeligt søgende liv.

Nogen mennesker er mere bevidste om dette end andre menneske. Bevidste om at nå dette mål. Men for de mennesker der har fået fornemmelsen af den guddommelige vej eller den indre søgen efter mening og sin egen tilværelse i samklang med universets dybeste love. De vil mærke den forunderlige indre smerte, hvis de svigter deres egne mål.

Niels Henrik var en dreng der hverken kendte til kirke og tro, men var dog født med den indre morale om ret og uret.

Han vidste han havde overskredet det utilgivelige. Mærkede øjeblikkeligt smerten, denne indre følelsesmæssige smerte, som han resten af sit liv måtte bære på i stilhed og helt alene på denne jord. Noget kan altid fortrænges. Navnlig des flere gange man overtræder de guddommelige bud. Som en minister i Danmark engang sagde, da vedkommende havde fået alt magten af folket og selv ved en overskridelse sagde: ”Lær at leve med det”. Det er så let at sige. Det er af ydre overbevisning så let på overfladen at frigøre sig fra ansvaret med en hurtig bemærkning eller bare tie det hele til tavshed. Det sidste valgte Niels Henrik at gør. Men der er egentligt ingen valg. Altid og til hver en tid er der et vedheftet opgør, der vil følge som Niels Henrik på en hver tid og sted tydeligt ville mærke de mange år der ville komme. Niels blev klogere, men prisen for denne klogskab var meget høj.

Aldrig vil Niels nogensinde glemme Stig Volmer. Aldrig vil Niels Henrik blive frigjort af gælden til Stig og aldrig vil de to drenge få talt sammen om det passerede. Denne ulykkelige hændelse, der evigt som en tung byrde som har fastbundet Niels til den gordiske knude. Den knude der er så vanskelig eller (næsten) uløselig, som et problem at frigøre. Dette erkendes dog ofte først efter et langt gennemlevet liv. Man kan glemme meget, men noget dukker altid op, som var glemt på det mest ubelejlige tidspunkt. Dette tidspunkt er når tiden ophører for livet af dette menneske. Når mennesket ved sin død går ud af tidens dybde og forståelse.

 

 

 

 

Niels Henrik gik nogle få uger efter hans husmodel var færdigt hjem med dette falske hus under armen. Huset legede han meget med men altid alene.

Mere end normalt fik dette lille hus meget opmærksomhed.

Eventyret blev digtet ind i dette hus med den slet skjulte historie.

 

Jeg ved Niels Henrik satte det lille hus ud i forældrenes baghave en dag. For enden af deres rækkehushave. Det var en mørk aften i skumringstiden og der lå hvidt sne på jorden. Det var en vinterdag da han tændte et lille stearinlys inde i huset. Det skulle se så hyggeligt ud. Huset var blevet tapetseret med papir, som en slags tapet, indvendig af huset. Der var ligeledes kommet små glasruder i huset. Niels Henrik drømte med sine barnlige drømmelege om en historie, der ikke kunne fortælles til andre. Om livet inde dette lille hus.

 

Næste morgen, da Niels kom ned i baghaven. Der så han straks og med det samme, at huset var brændt helt op til ingenting. Tilbage lå der nogle sortbrune forkullede træstumper og en enkelt glød, der ulmede i den hvide sne.

 

Til stadighed, brænder denne indre glød i Niels Henriks hjerte. Der med al sin kraft og den største fortrydelse der kan gives til et hjerte af fortrydelse fra sin barndoms afmagt, som nu var opstået i al evighed. Ganske vist lagde han tavshedens låg på, men på hans senere alders år dukkert tyveriet op sin en indre forførelse. Døren var blevet åbnet til nye udfordringer der også blev grebet til forsat fortrydelse i sin afmagts valg.

 

Mange år efter fik han forgrebet sig på en lille genstand hos sin læremester Isenkræmmeren ved Virum Torv. Ganske vist lagde han sin cykel til når der skulle cykels rundt i byen. Men det var jo hans fine konfirmations cykel der i hans øjne uretsmæssig blev slidt ned og skrammet af at cykle med galvaniske skraldespande og kokspande ud til kunderne. I sin forsmåethed stjal han en tube rustfjerner og lidt olie. Det kostede hans læreplads. Disse uendelige gentagelser over at blive udnyttet eller i det mindste ikke hørt på gav et underligt indre parløb til virkelighedens dommer der altid stod parate med deres borgerlighed og smålighed. Niels Henrik vidst ikke hvilken størrelser og forfalskninger disse begreber om ret og pligt, dit og mit indebar i den yderste konsekvens. Alt dette måtte han lære undervejs op af sin livsstige i det tavse miljø der ikke talte til ham og i hans højde.

Allerede i sine meget unge år havde hans smagt på skyggen af sin indre ondskab. Godt nok i et light format.

Det var denne eftermiddag han så tydeligt havde lokket en mindre dreng ned i sine forældres kulkælder og presset den lille dreng over i noget kulsort edderkop spind. Til hans forfærdelse mærkede han sin frydefuldhed og en sær snutten fornemmelse over at se et andet menneske lide. Hvad var nu dette. At frihedsberøve og lokke en anden i en fælde for at blive stimuleret til overlagt at påføre et andet menneske frygt. Måske var det ikke et direkte tyveri – men alligevel et udefinerligt begreb som resten af hans liv blev hemmeligholdt fordi han vidste han var sat op imod kræfter der hvis de blev totalt frigivet kunne gøre meget skade på andre og i yderste konsekvens også på ham selv. Det er således mobning opstår og vokser sig til et problem hvis det ikke bliver stoppet. Man stjæler noget fra et andet menneske. Man stjæler dets frihed. Ingen voksne opdager disse overgreb. Voksne ser alt for ofte kun sig selv ud fra deres egen formåen og deres rummelighed.

Måske kunne Niels Henrik kunne været blevet bremset i disse akavede tiltag hvis han var gået på fodboldbanen i stede for at gemme sig nede bag målet.

Men de andre havde jo også fanget hans far og spærret ham inde i et fængsel hele to gange. Første gang da Niels Henrik var 8 år og næste gang da han var 15 år.

Nej! De store mål til livets eksistens havde Henrik ikke opnået. Drømmene var ligesom lagt lidt til side og blevet til indeklemte fantasier.

En gang havde Niels Henrik det så dårligt med sig selv og sine indre stemninger og at faldt om på gulvet i et angstanfald og grad som pisket da han uforvarende havde oplevet et skænderi mellem hans forældre. Det var slemt men forældrene opdagede overhoved ikke den udløsende årsag om tyveriet af en tube rustfjerner hos isenkræmmeren hvor han blev taget på fersk gerning og ved juletid blev han opsagt.