Støvet flytter altid grænser (digt)



Støvet flytter altid grænser

Om den tids forløsning, der opstår når døden kysser livets tilstedeværelse og afgør skæbnen.
At se det sker og farverne fortæller hvor jeg er.




Tankens dag 1967
6.1.2005
Min hånd åbner sig langsomt igen,
de ser dens indre med fuger og ar, som tiden gjorde.
Men hvad der ellers fattes, de ikke så.
En tårer blev til på kinden,
På kinden
og hånden var tom

En balance måtte ønskes,
som mand og kvinde,
som du og jeg,
som den og det,
de to
for og imod -

Lægge kan vi sammen
Og en kraft af tredje.
En åbenbaring er sket,
hvor handling ses,
med de øjne der ser,
Deraf har vi vor viden.
Langsomt tørrer tåren væk
Men livets salt det bliver tilbage.
Langsomt vil handlinger dø,
men lærdomme evigt blivende vil være

Se intet kan ejes,
for glæden er som vinden
og efter vinden, stilhedens sig sænker
god og ren

Du holder min stemme i øret nu
eller papiret i hånden
og fattes det dig,
at det er ej dit;
Nuet, men den som kendte og kender den del af nu.
Som ordet
blev glæden
og glæden til vinden
og vinden er den
som fattes i nuet

Fofatterkommentarer til digtet

"Stilhed før Storm" et gammelt ordsprog og der var netop stilhed i mit liv 1967 før den værste ulykke skete, at miste sit barn skete 1968. Digtet og tankerne kom til mig i 1967 og jeg skrev uden fornemmelse om fremtidens hændelser, men noget er alligevel blevet registreret i min sjæl. (diget er skrevet 17. nov. 1967)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Retah Burton 1947 - 2016

Mit Kefa forord til min bog 2022

De limegrønnes eksistens i digt pHK