Støvet flytter altid grænser (digt)

Støvet flytter altid grænser Om den tids forløsning, der opstår når døden kysser livets tilstedeværelse og afgør skæbnen. At se det sker og farverne fortæller hvor jeg er.
Tankens dag 1967 6.1.2005
Min hånd åbner sig langsomt igen, de ser dens indre med fuger og ar, som tiden gjorde. Men hvad der ellers fattes, de ikke så. En tårer blev til på kinden, På kinden og hånden var tom En balance måtte ønskes, som mand og kvinde, som du og jeg, som den og det, de to for og imod - Lægge kan vi sammen Og en kraft af tredje. En åbenbaring er sket, hvor handling ses, med de øjne der ser, Deraf har vi vor viden. Langsomt tørrer tåren væk Men livets salt det bliver tilbage. Langsomt vil handlinger dø, men lærdomme evigt blivende vil være Se intet kan ejes, for glæden er som vinden og efter vinden, stilhedens sig sænker god og ren Du holder min stemme i øret nu eller papiret i hånden og fattes det dig, at det er ej dit; Nuet, men den som kendte og kender den del af nu. Som ordet blev glæden og glæden til vinden og vinden er den som fattes i nuet
Fofatterkommentarer til digtet
	"Stilhed før Storm" et gammelt ordsprog og der var netop stilhed i mit liv 1967 før den værste ulykke skete, at miste sit barn skete 1968. Digtet og tankerne kom til mig i 1967 og jeg skrev uden fornemmelse om fremtidens hændelser, men noget er alligevel blevet registreret i min sjæl. (diget er skrevet 17. nov. 1967)